Reference

Hurra Hurra Hurra, i dag er det Helenes 10 kg ned fødselsdag


Et af mine store ønsker for alle de mennesker jeg arbejder med er, at de udvikler sig når de er under mine vinger. Vi begynder altid med at snakke om mål når vi starter, og herfra ligger vi en plan for fremtiden. Møder vi bump på vejen, mødes de med et stort mod og positive tanker, for på den måde bygger vi selvværd og gå-på mod.

Når man arbejder meget tæt med mennesker i længere tid, om noget så vigtigt som at ændre sit liv i en mere sund og positiv retning, kommer jeg som regel helt ind under huden på folk. Det gør, at jeg mange gange kommer et helt liv igennem på ret kort tid. På den måde får jeg en meget bedre mulighed for at hjælpe, når jeg coacher folk hen imod deres drøm om et sundere og mentalt bedre liv. Ikke mindst når det gælder om at elske livets op- og nedture lige meget, fordi jeg tror på at alt sker af en årsag. 

Tryghed ved at træne

I går rundede Helene -10 kg på godt og vel 4 måneder. Vi har i hele processen ikke haft det store fokus på vægten, men primært på hvordan vi fik Helene til at føle sig tryg ved at komme i et træningscenter og ikke mindst, at føle sig tryg og sikker på sig selv i den træning hun blev udfordret i hos mig.

Tom fik lært Helene at føle sig tryg ved at træne i Puls fitness. Det lykkedes ved ikke at fokusere så meget på vægten men mere på selve oplevelsen af at træne, og træne på den rigtige måde,

Derfor er jeg også super stolt af Helene, som har banket 10 kg af hendes vægt og nu er ved at være klar til at stå på egne ben frem mod næste mål.

Hårdt arbejde

Helene har arbejdet hårdt og har trænet i første omgang 2-3 gange om ugen og nu er hun afsted i de uger det kan lade sig gøre 3-4 gange om ugen.
Helene følte at alle kiggede på hende da hun begyndte at komme i Puls fitness i Dianalund og gik langs kanten når hun trænede eller fik aldrig helt trænet, for hun havde jo ikke helt mod til at sidde i en maskine, for tænk nu hvis hun brugte maskinen forkert og andre kiggede. Alt det er nu gjort til skamme og Helene ejer hendes træningscenter, elsker at være der og er også begyndt at få venner at snakke med i centret.
Formen er blevet meget bedre og de udfordringer der har været, har vi rykket grænserne på og nu er der ikke noget der ikke skal prøves eller udfordres. For mig er det et tegn på at hun er på vej den rigtig vej.

Helene er en kvinde der ikke tager noget pis fra andre, sådan har det ikke altid været for hende, men det har hun heldigvis lavet om på nu. Når hun får at vide at hun ikke kan tabe sig, grundet hendes sygdom, skal det være løgn! Hun er nu et levende bevis på, at man godt kan tabe sig med et for lavt stofskifte samt andre sygdomme, for når man har troen, støtten og motivation til at gøre alt for at få et bedre liv, kan man alt.

Helenes egen historie

Billede fra Facebook opslaget

Juni måned skulle jeg starte et forløb hos Tom Koustrup Mortensen. 10 kg skulle jeg tabe og så ville jeg gerne komme i lidt bedre form – i stedet for kageform. Jeg har lavt stofskifte og min læge sagde jeg ikke ville kunne tabe mig. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at lave en mavebøjning, skal lige siges.

Min tiltro til mig selv var for længst væk og egentlig var jeg lidt angst for at gå ind i motionscentret pga. tidligere dårlige erfaringer med spydige kommentarer fra andre der trænede. Tom overbeviste mig om, at jeg ikke ville opleve dette i Puls Fitness, og gjorde jeg det ville han tage hånd om det. Tom fik ret – folk smilede og hilste pænt på når man kom. Jeg oplevede at nogle hjalp vildt fremmede med, at bruge maskinerne rigtigt.

Igennem hele mit forløb som har varet 5 mdr, har jeg egentlig ikke været på kur – jeg har ikke spist efter en stram kostplan, men blot undladt at spise stivelse, og så har jeg ellers spist alm mad. Jeg har brugt Yasio app, og den er jeg glad for at Tom viste mig. Træningen har været vekslende mellem maskiner og cirkeltræning på gulvet.

Der har været praktikanter der har lavet et program til mig og sidste gang fik jeg lov at prøve mobile fit. Vi har grinet og snakket om udfordringerne, og jeg har svedt så det dryppede, men jeg har i den grad fået lært glæden ved at træne.

Jeg træner ca 2-3 gange ugentlig og vil klart fortsætte – der mangler mindst 5 kg endnu. Lang historie, men jeg havde brug for at dele den med jer, og håber at andre der er usikre ligesom jeg var, tør springe ud i at møde Tom. Han kan klart noget, og jeg har i den grad lært at rette ryggen, og tror meget mere på mig selv nu. 💪Jeg nåede i mål med mere end 10 kg skal lige siges.

Del dette